Meditation og spiritualitet
Alle de videnskabeligt beviste sundhedsfordele meditation giver hjernen og kroppens biokemi har jeg været inde på andre steder på min hjemmeside, så i dag vil jeg se på meditation fra en anden vinkel – nemlig meditation og spiritualitet. Først skal vi dog have nogle definitioner på plads.
Hvad er meditation?
Meditation er en tilstand, vi kan komme ind i. Det sker helt naturligt, når de rette betingelser er til stede. Det handler altså ikke om én bestemt teknik, én bestemt måde at sidde på, eller trække vejret på. Visse teknikker kan selvfølgelig være behjælpelige med at øge sandsynligheden for at komme ind i tilstanden, men i sidste ende er ingen af dem absolut nødvendige.
Det er lidt ligesom når vi skal falde i søvn om aftenen – vi sørger for at børste tænder, slukke lyset, trække gardinerne for osv, men i sidste ende kan vi ikke med viljens kraft fremtvinge søvnen. Det sker af sig selv helt automatisk.
Sådan er det også med meditation. Det er en tilstand vi kan komme ind i. Men hvordan kan man så genkende denne tilstand? For modsat når man falder i søvn og mister bevidstheden, så er man vågen og ved fuld bevidsthed under meditationen. Det kan ske, at man kommer ind i en bevidsthed af ro og fred, der er så dyb, at man først opdager “hvor langt væk man var”, når man afslutter meditationen og åbner øjnene igen, men som hovedregel kan man genkende meditation som en tilstand karakteriseret af bevidst ro og nærvær. Det var meditation, lad os se på næste emne.
Hvad er spiritualitet?
Dette er der rigtig mange bud på. En stor del af menneskene i den vestlige verden i dag vil hellere kalde sig spirituelle, end de vil kalde sig religiøse. Hvorfor det?
Det kunne have noget at gøre med, hvilke associationer de to ord frembringer hos den enkelte. Hvor mange har associationer til religion, som noget der adskiller os fra hinanden som mennesker; som kristne, jøder, muslimer, hinduer eller buddhister, forskellige adskilte kasser vi putter os selv og andre i, så tror jeg mange associerer spiritualitet med de ting, vi kan være enige om; f.eks. fællesskab, fred, kærlighed, en højere mening osv.
Hvorvidt disse associationer er rigtige kan diskuteres, og jeg tror ikke der findes et endegyldigt svar. Herudover er det værd at bemærke, at ofte er de såkaldte “spirituelle værdier” kommet ud af religion. Men hvis vi accepterer definitionen på spiritualitet som de ting, der kan bringe os mennesker tættere sammen (uafhængigt af køn, hudfarve og religion), så tror jeg på, at meditation har noget at bidrage med.
Meditation og spiritualitet
I mødet med andre mennesker, så har vores egen indre tilstand en enorm betydning for, hvordan interaktionen bliver. Vi har sikkert alle prøvet at have en rigtig god dag, hvor intet kunne slå os ud. Hverken trafikken eller den sure kollega på arbejdet. På samme måde har vi haft dårlige dage, hvor intet kunne give os et smil på læben. Når man møder andre mennesker fra et sted, hvor man selv føler glæde og overskud, så vil dette smitte af på det andet menneske. På den anden side, hvis man møder andre mennesker fra et sted, hvor man føler sig stresset og fortravlet, så smitter dette også.
Her kommer meditation ind i billedet, som et praktisk og personligt værktøj, der kan give os mere ro og nærvær, der igen vil påvirke, hvordan vi interagerer med andre mennesker. Så jo flere mennesker der finder fred i sig selv, og møder andre mennesker med selvsamme fred, jo bedre.