Archive for month: oktober, 2015

Intro

Hvis du, da du læste overskriften, tænkte ”Østen og Vesten? De kunne da ikke være længere fra hinanden!”, så tillad mig at forklare. Inden jeg vil uddybe, hvorfor jeg mener, at det er to sider af samme sag, så lad os starte med en lille sammenligning.

Hvis vi skulle komprimere opfattelsen af den Vestlige kultur i et billede, kunne det muligvis se således ud:

En storby. Et symbol på materiel fremgang og økonomisk velstand. Det henleder måske også tanken til det stress og jag, der sommetider hører storbyen til.

Hvis vi skulle komprimere opfattelsen af den Østlige kultur i et billede, kunne det muligvis se således ud:

En flere århundreder gammel buddhastatue. Bygninger og naturen omkring har forandret sig med tiden, efter påvirkning fra vind og vejr, men Buddhastatuen består. Et symbol på evig, uforanderlig fred.

Det kan tilsyneladende ikke blive mere modsætningsfyldt!

Sammenligning

Lad mig knytte nogle kommentarer til de enkelte modsætninger.

1) At gøre vs at være: i Vesten sætter vi stor pris på det at få noget fra hånden. At være produktiv, at bidrage til samfundet, at arbejde, at tjene penge. Hvis vi mødte en person, der ved spørgsmålet ”hvad laver du så til daglig?” svarede ”jeg bruger hele min dag på bare at være” ville vi nok studse over svaret, og måske endda betragte vedkommende som mærkelig.

I Østen har de – traditionelt set – sat stor pris på det at være. Fortidens mægtige konger, såvel som nutidens vigtige politikere, har altid udvist stor respekt for de yogiske filosoffer, og har rådført sig med dem i både verdslige og åndelige forhold. Selv den dag i dag vil størstedelen af den almindelige befolkning glædeligt give både mad og husly til en omvandrende yogi (en person der har viet sit liv til nærværet). I Vesten ville størstedelen af den almindelige befolkning nok nærmere betragte ham som en omvandrende tigger – en parasit på samfundet, der er for doven til at arbejde og derved bidrage.

2) Det timelige vs det evige: i Vesten er den generelle opfattelse, at vi kun lever dette ene liv, og så er det slut. Denne én-livs tanke har så medført, at vi har en hel del vi skal nå! Vi skal have noget for pengene mens vi er her på jorden. ”Man lever jo kun én gang!” er en udbredt talemåde – især som forklaring, når man er ved at kaste sig ud i noget lettere risikabelt. Denne tanke har igennem århundreder motiveret mennesker til at arbejde, til at evaluere deres indsats, til at være produktive, til at udvikle sig. Resultatet af al dette arbejde er alle de materielle goder vi har nytte af i vores dagligdag: god infrastruktur ift transport, supermarkeder, hospitaler, mobiltelefon, computer, rindende vand mv.

I Østen er den generelle opfattelse, at vi lever mange liv. Vi bliver født igen og igen. Hvis man er født ind i kummerlige forhold kan man jo prøve på at være så god så mulig, og så ellers håbe på at man bliver genfødt ind i en bedre familie næste gang. Samtidig har tanken om reinkarnation motiveret til at vægte evige, åndelige ting højere – for al den rigdom og nydelse man kan akkumulere på ét liv, det mister man jo alligevel, når man dør. Så kunne det bedre betale sig at bruge tid på at udvikle egenskaber, der ikke forgår når man dør. F.eks. den ultimative viden om hvem man ér – populært kaldet oplysning, moksha eller nirvana – og på den måde undslippe den evige spiral af genfødsler ind i en verden med materielle bekymringer, krig, fattigdom, sult osv.

3) Det materielle vs det åndelige: en fortsættelse af det forrige punkt. I Vesten er den højeste lykke at tilfredsstille alle sine materielle begær ift. velbehag og nydelse, og på den måde få mest ud af det ene, korte liv vi har her på jorden. I Østen er den højeste lykke at opnå den evige fred og lykke, der er uafhængig af ydre ting og forhold, der endda af uafhængig af kroppen og livet, og som derfor varer ved, selv efter vi dør, og derved befrier os fra det uendelige kredsløb af genfødsler.

4) enorm materiel og teknologisk udvikling vs udbredt fattigdom og sult: dette er igen i forlængelse af det forrige punkt. Det kan siges at være resultatet af forskellene imellem, hvad man ser som det vigtigste: at gøre vs at være, det evige vs det timelige, det materielle vs det åndelige.

I Vesten er den generelle levestandard meget høj: flertallet har tøj på kroppen, tag over hovedet, får rigeligt med mad og drikke, og har også midlerne til at søge at opfylde deres ønsker.

I Østen er den generelle levestandard selvfølgelig på vej op (i kraft af Asiens kraftige økonomiske vækst de sidste 10-15 år, især Indien og Kina), men hvis man tager hele Østen generelt, så kan levestandarden slet ikke sammenlignes med Vestens. Fattigdom, sult og sygdom er meget mere udbredt.

Refleksion

Det var en lang oversigt over, hvilke enorme modsætninger der er imellem Østen og Vesten. Hvordan kan jeg så sige, at de er to sider af samme sag? Jo, det kommer vi netop til nu.

Hvis vi betragter verdenen som helhed, så kan vi se, at den er ved at ”åbne sig op”. Verdenen bliver populært sagt ”mindre”. Den fysiske afstand og den bevidsthedsmæssige afstand til andre lande og kulturer mindskes grundet flytransport, fjernsynet, internettet, telefonien osv. Vi er ikke længere så adskilte fra andre folk og kulturer som tidligere – et fænomen kendt som globalisering.

Hvis man betragter verden, med alle dens forskellige kulturer og folk, som én menneskehed, så kan vi se denne ene menneskehed indeholder begge kultursfærer på én gang: den Vestlige og den Østlige. På grund af globaliseringen er disse to kulturer ikke adskilte fra hinanden – tværtimod, de kommer hinanden mere og mere ved. I Vesten gør meditation og mindfulness sit store indtog i populærkulturen – meditation er endda kommet med ind i bestyrelsesrummene blandt mange erhvervsfolk. I Østen ser man ligeledes den Vestlige kultur brede sig, med øget fokus på materielle goder, økonomisk vækst mv.

Perspektivering

Hvis vi skulle perspektivere verden som helhed, med dens to kulturer, til individet, så kan vi også sige, at vi mennesker hver især også indeholder to sider: én side der er evig, uforanderlig og uafhængig af ydre forhold (hvor vi kan hvile i os selv, i vores nærvær) og én side der er i konstant forandring og udvikling.

På trods af, at vi som personer indeholder begge sider, så er vi jo stadig kun én person. For mig at se handler det ikke om, at den ene side er bedre eller vigtigere end den anden, tværtimod, det handler om at opretholde en balance mellem de to sider.

Hvis man kun er bevidst om det evige og uforanderlige – som har været en tendens i Østen – så kan det ske at én person sidder og mediterer på det evige, mens en anden person lige ved siden af ligger og sulter. Det er ubalanceret.

På den anden side, hvis man kun er bevidst om det foranderlige og materielle, så kan man ende med at drukne i stress og i en overflod af materielle goder, hvor det til sidst bliver meningsløst at fortsætte og fortsætte med at tjene mere og mere og mere. Det er også ubalanceret.

De to sider komplimenterer hinanden, begge er lige vigtige – både for individets velbefindende, og for menneskeheden som helhed. At gøre sin pligt, at bidrage aktivt til samfundets udvikling og hjælpe sine medmennesker, men at gøre det fra et sted, hvor man også samtidig er bevidst om sin egen dybere natur (nærværet og meningsfuldheden), det er fremtiden. Det er sådan, vi som individer finder lykken, samtidig med at vi som menneskehed er fælles om at få alle med.

At gøre og at være, Østen og Vesten, er altså to sider af samme sag – de komplimenterer hinanden – og kun når de går sammen opstår balancen og helheden for menneskeheden.