Indien, Kirken og mig – del 2

Indien, Kirken og mig – anden og sidste del

 

Intro

Som det kan læses ud af del 1 af mit indlæg, så var jeg splittet. Jeg havde set og følt på egen krop, at der var mere mellem himmel og jord. Men mange af de kristendogmatiske forklaringer, jeg fik under konfirmationsforberedelsen, stemte på ingen måde overens med, hvad jeg havde set og oplevet. Jeg endte alligevel med at blive konfirmeret, fordi jeg følte det var vores samfunds traditionelle ritualovergang fra barn til voksen, samt en samfundsmæssig udmelding til omverdenen om at ”ja, jeg tror på Gud”. Der skulle dog gå nogle år endnu, inden jeg kunne få ”tingene til at passe” i mit hoved. Inden jeg kommer nærmere ind på denne personlige forløsning, vil jeg kort opsummere de indtryk jeg havde fået gennem min opvækst, der havde resulteret i min indre splittelse. Det vil jeg gøre i tre dele, nemlig 1) Indien, 2) Kirken og 3) mig.

 

Indien

I Indien havde jeg set, følt og oplevet mange forskellige ting. Både på det erfaringsmæssige, følelsesmæssige og intellektuelle plan.

Erfaringsmæssigt havde jeg set hellige mænd (yogierne, munkene) hjælpe samfundets fattige: gratis skolegang og undervisning, spirituel/sjælelig vejledning og sidst men ikke mindst gratis servering af varm mad. Herudover havde jeg set dem deltage i udførlige ritualer og ceremonier, hvori de søger at rense deres sind og sjæl, og komme tættere på Gud, f.eks. gennem bøn og meditation. Sidst men ikke mindst havde jeg på egen krop oplevet, at disse spirituelle øvelser havde givet dem overnaturlige kræfter til f.eks. at kunne udføre mirakelhelbredelser.

Følelsesmæssigt havde jeg mærket deres varme, hjælpsomhed, kærlighed og dybfølte hengivenhed til Gud. Når de talte sammen om sandhed og spiritualitet, eller sang ”salmer” (det hedder bhajan eller kirtan på hindi) blev de oprigtig rørt, og de kunne få tårer af hengivenhed i øjnene, blot de talte om Gud.

Intellektuelt havde jeg fået deres forklaring på, hvordan verden er skruet sammen. Alle mennesker har en udødelig sjæl, der kontinuerligt udvikler sig fra liv til liv gennem genfødsel. Ingen mennesker kan udsættes for uretfærdighed eller ondskab, for vores skæbne er et produkt af os selv. Gennem de tanker, følelser, handlinger, begær og ord der udgår fra os, producerer vi karma, der kommer tilbage til os.

Jeg havde også lært, at Gud ikke var langt væk fra os, et eller andet sted oppe i Himlen. Gud gennemtrænger alt og alle. Han er almægtig, altkærlig, alvidende og allestedsnærværende bevidsthed. Derfor er det godt at være god mod alle levende skabninger, både planter, dyr og mennesker – for Gud bor indeni dem, lige såvel som Han også bor inde i dig.

Du er altså den suveræne herre over din egen skæbne. Gennem karma og reinkarnation får du ”feedback” af Gud på din væremåde, og således kan du over tid udvikle dig, og komme tættere og tættere på Gud. I denne rejse tilbage til Gud er spirituel praksis af åndelige øvelser en videnskab i sig selv. Systematisk og videnskabeligt kan ethvert individ afprøve ovenstående ”teorier” om, hvordan verden hænger sammen, ved at anvende særlige metoder. Det var bl.a. gennem spirituel praksis at min fars lærer havde fået evnen til at kunne helbrede mig gennem mantra (bøn).

 

Kirken

I kirken havde jeg hørt historierne fra Biblen. Vi var skabt syndige, og levede kun ét liv. Efter dette kom man for evigt i Himlen eller Helvede. Under konfirmationsforberedelserne talte vi om at tvivle og at tro. Vi lærte at det vigtige var at tro på Gud og Jesus, for på den måde at kunne komme i Himlen. Modsat mange andre religioner hvor man skal gøre gode gerninger, så lærte vi at Jesus var død for os, så vi kunne nøjes med blot at tro. Ved at tro på Jesus kunne man derved undgå helvede og komme i Paradis. Alle der ikke troede på Jesus kom i Helvede.

Udover denne tro, oplevede jeg ikke på samme måde at der eksisterede en systematisk og metodisk facon, hvorpå individet kunne rense sit sind og sin sjæl, og komme tættere på Gud.

 

Mig

Jeg følte ikke at Guds eksistens var noget jeg kunne tro på, blot fordi nogle andre fortalte mig om det. Jeg kunne ikke tro på noget som helst, medmindre jeg selv kunne efterprøve det, og forstå tingene i en logisk sammenhæng.

For mig var det logisk at Gud eksisterede. Jeg havde oplevet en mirakuløs helbredelse på egen krop. Jeg følte at selvfølgelig var min fars lærer et særligt menneske, men som han selv forklarede, så kom denne kraft fra Gud. Alle der var tæt på Gud kunne gøre det.

Herudover så jeg en enorm logik og intellektualitet i hele skabelsen. Hvis blot et grundstof manglede, eller var en smule anderledes, så kunne livet aldrig være opstået på Jorden. Hvis blot Solen var en smule tættere på, så ville vi brænde op. Hvis den var en smule fjernere, så ville vi dø af kulde. I naturens økosystemer afhænger det hele af hinanden; hvis du fjerner én essentiel plante, eller ét essentielt dyr, så bryder hele systemet sammen. Alle planeterne i solsystemet kører i deres baner i en særlig orden; hvis denne orden manglede ville de kollidere med hinanden og gå under. Tag bare vores egen krop! Tænk på hvor fantastisk indrettet den er. Du spiser en rugbrødsmad, og uden at tænke over det, så forvandler din krops intelligens denne rugbrødsmad til en del af dig. Hvilken menneskelig intelligens kan så let som ingenting, nærmest på automatpilot, tage et stykke rugbrød og gøre det om til en del af din krop?

Alle de ovenstående eksempler følte jeg, hvert fald for mig, var klokkeklare indikationer på, at der var en intelligent og logisk styret orden bag hele universet. Hele idéen om alle disse fantastiske fænomener blot var et produkt af tilfældigheder gav for mig absolut ingen mening.

Så hvis jeg sammenholdte mine oplevelser i Indien med mine egne observationer af den verden vi lever i, så var der kun ét logisk svar. Gud.

Men hvordan er den her Gud så? I Indien fik jeg én forklaring, i Kirken fik jeg en anden. Hver religion havde sin egen forklaring. Men de var alle tilsyneladende forskellige, og i konflikt med hinanden. Herudover appellerede størstedelen af religionerne primært til folks følelser, og til at tro, også selvom man ikke intellektuelt forstod. Ja, selv hvis de dogmer religionen underviste i var selvmodsigende, eller endda ulogiske, så blev man stadig opfordret til blot at tro alligevel.

Men hvad så hvis man er en af dem, der ikke kan tro?

 

Intellektuel forløsning

Den intellektuelle forklaring på ovenstående problematikker kom fra danskeren Martinus. Jeg har tidligere fortalt om Martinus i mit indlæg ”hvor finder du din inspiration?”. Gennem det verdensbillede Martinus har beskrevet, fik jeg en logisk forklaring på alle de oplevelser og observationer mit liv havde givet mig. Jeg fik en forklaring på, hvorfor de forskellige religioner er her. Jeg fik en forklaring på, hvorfor nogle af dem opfordrer til at tro, selvom man ikke forstår. Jeg fik ligeledes en forklaring på, hvordan mennesker kan få disse tilsyneladende ”mirakuløse” kræfter. Rent faktisk er der intet mirakuløst over dem. Den eneste grund til vi kalder dem mirakler er, fordi vi endnu ikke forstår hvilke love de følger. Men der er logiske love for alt i naturen og universet.

Lige såvel som hvis nutidens kulturmennesker kom i flyvemaskiner og helikoptere til et endnu ukontaktet og primitivt naturfolk; så ville naturfolket sikkert tro, at disse moderne mennesker var guder, eftersom de kan flyve mv. Dette virker selvfølgelig sjovt for os at tænke på, men sådan er det jo. Hvis der er noget man ikke forstår, så søger mennesket at give det en forklaring. Ligesom i den dogmatiske kristendom. Der er ingen logisk forklaring på, hvorfor nogle mennesker fødes til en lykkelig skæbne, og andre fødes til en helt igennem ulykkelig skæbne. ”Man høster som man sår” og ”ingen kommer til himmeriget uden at fødes på ny” kunne man måske påpege, godt kunne lyde som karma og reinkarnation, men den forklaring vil tilhængere af den dogmatiske kristendom sandsynligvis afvise.

Den grund størstedelen af danskere giver på, hvorfor de ikke tror på Gud er ”Jamen hvis Gud er kærlig og almægtig, hvorfor er der så, så meget ondt i verden?”. Og det er da klart de mister troen på Gud! For forklaringen de får er ”Herrens veje er uransagelige. Du må blot stole på Gud”. Denne forklaring kan jo ikke tilfredsstillende menneskets evigt voksende intellekt. Det er en forklaring der appellerer til følelserne. Karma og reinkarnation, derimod, giver en logisk forklaring på, hvorfor folk har forskellige skæbner.

 

Afslutning

Mit ønske med dette blogindlæg er ikke at pådutte nogen, hvad de skal tro på. Ej heller er det en kritik af nogen. Ligesom at alt i universet har en logisk funktion, således er det også med menneskehedens forskellige udviklingsstadier. Lige fra primitivt naturmenneske, der ser ånder og guder i træerne, bjergene og vandet, over det religiøst troende menneske, der følger de hellige skrifters autoritet uden selvstændig tænkning, til det moderne og for størstedelen materialistiske og ateistiske kulturmenneske, der mener at det eneste der er virkeligt, er de ting, der kan måles og vejes. Alle tingene er og har været, fuldstændigt perfekte – for bestemte mennesker, på et bestemt tidspunkt. Det kunne ikke have været anderledes. Men dette betyder ikke, at udviklingen har nået sin kulmination, tværtimod. Udviklingen fortsætter ufortrødent fremad. Den fortsætter nærmest eksponentielt. Tænkt blot på hvor hurtigt udviklingen er gået de sidste 100 år, hvis du sammenligner det med de sidste 1000 år!

Mit ønske med dette indlæg var derimod, at give et indblik i min egen personlige rejse. Mine oplevelser, tanker og følelser omkring livet, og hvordan jeg kunne forlige og forstå nogle af de tilsyneladende modsætningsfyldte bud på, hvem jeg er, hvem Gud er, og hvordan verden fungerer.

Mit håb er, at alle mennesker i sidste ende skal blive selvstændigt tænkende væsener. Deres egen autoritet, fuldstændigt frie og uafhængige af massesuggestionen fra det etablerede samfund, hvad enten det er fra religioner eller videnskab. De skal selv være bevidste og observante i løbet af deres eget liv, og sammenholde deres livserfaring med de tilgængelige forklaringer. Hvad enten de finder disse forklaringer i religion, videnskab, filosofi, eller blot i dem selv. Således kan man løbende oparbejde sine personlige ”arbejdshypoteser” ift. livets store spørgsmål. Disse holder man så fast i, ligeså længe som de fortsætter med at stemme overens med ens dagligdags livsoplevelse. På den måde vil mennesket frigøre sig fra konformiteten og massesuggestionens åg, og blive både åndeligt og mentalt frigjorte væsener.

De inspirationskilder du har, hold fast i dem, og drag inspiration fra dem. Lige indtil du vokser fra dem. Ligesom naturmenneskerne gik fra at se ånder i bjerge og træer, til religiøst troende mennesker der fulgte religionens anvisninger, til de moderne kulturmennesker, hvor de materialistiske og ateistiske af dem følger videnskabens forskningskonklusioner. Udviklingen er ikke slut, den fortsætter! Du kan blive din egen ”livsforsker”, og selv opdage løsningen på det eventyrlige mysterium, livet nu engang er. God fornøjelse!

Indien, kirken og mig

Indien, kirken og mig

 

 

Intro:

Jeg har altid syntes det var spændende og inspirerende at læse om andres spirituelle rejse. Både helgener og profeter i de forskellige religioner, men også nutidige individers biografier. Jeg synes især at svarene på nedenstående spørgsmål var interessante:

Hvem er/var de som person?

Hvad startede deres rejse?

Hvor fandt de støtte og inspiration undervejs?

Hvilke spirituelle øvelser gav de sig i kast med?

Hvilke udfordringer måtte de gennemgå?

Hvilke spirituelle oplevelser fik de?

Hvad endte med at give deres spirituelle søgen forløsning?

Hvordan ændredes deres liv og karakter sig, efter denne lange rejse?

Hvordan ændredes deres Gudsbillede, selvbillede og verdensbillede sig efter denne rejse?

Ligesåvel som vores fysiske krop har brug for næring gennem mad og drikke, så tror jeg også vores sind og vores sjæl har brug for næring. Ligesom vores fysiske krop påvirkes af, hvilken type næring vi giver den, så tror jeg også vores sind og vores sjæl påvirkes af hvordan vi nærer dem. Spiser vi masser af frugt, grønt og sund, nærende mad, eller er det alkohol, smøger, fastfood og cola? Står den daglige menu på blodige voldsfilm, gysere og sladderblade, eller livsbekræftende, sjove, inspirerende og opbyggelige film og bøger?

Som det kan læses ud af mit sidste blogindlæg, ”homo eller hetero?”, så tror jeg ikke på, at man skal pådutte andre, hvad de skal spise og drikke, hvad de skal tro på, eller hvordan de skal leve. Jeg tror derimod at hver enkelt person skal bruge sit eget indre kompas til at navigere mellem, hvad der er godt og sundt for dem som individer.

Personligt føler jeg mig altid inspireret og fascineret af film eller bøger, der handler om en persons spirituelle rejse og udvikling. Derfor fik jeg pludselig idéen, at jeg kunne nedskrive små episoder fra mit eget liv. Det var sådan serien af blogindlæg ”hvor finder du din inspiration?” startede. Indtil videre har den omhandlet Martinus, Diamond Work, Human Design og senest ”homo eller hetero?”. I dag kommer det til at handle om, hvordan jeg selv blev påvirket som helt lille, og igennem min opvækst. Det handler også om de tanker og følelser jeg gjorde mig undervejs. Det handler om Indien, Kirken og mig.

 

Marcus 4 år

marcusdaverne-meditation-mindfulness-marcus-daverne-marcus4aar

Da jeg var lille var jeg altid meget tæt knyttet til min far. Jeg kan tydeligt huske det smertelige afsavn jeg led, når han rejste til udlandet, f.eks. England, Sverige eller Tyskland for at undervise. Der kom så et tidspunkt, hvor han skulle rejse 1 måned til Indien. Normalt havde han været væk i f.eks. en weekend, en uge eller måske to uger. Så da min far forklarede mig at han skulle være væk i meget lang tid, blev jeg meget ked af det. Jeg sagde at jeg ville med!

Han sagde at jeg desværre ikke kunne komme med, for det var en meget lang rejse, til et helt anderledes land. Men jeg blev ved: ”jeg vil med!”.

Mine forældre talte om det, og min mor var meget bekymret over at hendes fireårige, førstefødte søn skulle rejse til den anden siden af jorden, leve under primitive kår, og ikke mindst være væk fra sin mor i en hel måned. Det lykkedes dog min far at overtale min mor til sidst, og sådan blev det til, at jeg kom 1 hel måned til Indien med min far.

 

Fra Danmark til en indisk landsby

Når man er fire år har man ikke et begreb om, hvad der er normalt og ikke normalt. Man er så ung, man er ved at lære verdenen at kende. Så alt hvad man oplever bliver normalt. Jeg husker derfor ikke, at jeg tænkte videre over alle de ting, der giver voksne mennesker kulturchok første gang de kommer til Indien. Varmen, larmen, tiggerne, fattigdommen, farverne, kaosset, og der hvor vi var: ”de hellige mænd”. Yogierne, munkene. Mænd med langt skæg, der har givet afkald på arbejde, penge og familie, for at dedikere deres liv til søgen efter sandhed.

En ting jeg husker er dog, at jeg ikke kunne lide deres mad. Jeg var meget kræsen som lille, og kunne kun lide pølser, frikadeller, spaghetti og ketchup. INGEN af disse ting var at finde i landsbyen. Så jeg spiste mest ris, chapati (ugæret fladbrød) og drak kogt vand med sukker i.

marcusdaverne-meditation-mindfulness-marcus-daverne-marcus4aariindien

Udover at jeg var kræsen som lille, var jeg også meget nysgerrig. Det tror jeg de fleste børn er. De stiller spørgsmål om alt mellem himmel og jord, indtil forældrene ikke kan klare det mere. Sådan var min far ikke; lige meget hvor mange spørgsmål jeg stillede, så prøvede han altid tålmodigt at give mig svar. I landsbyen, omgivet af de indiske munke var det spørgsmål som ”hvorfor har han så langt skæg og hår, far?”, ”hvor er hans kone?”, ”hvor er hans familie?”, ”hvorfor sidder han så lang tid med lukkede øjne?”, ”hvad er det for en ting han sidder med? (en bedekæde)” osv.

Jeg fik over tid forklaret, at når de blev munke lod de ikke længere deres hår og skæg klippe, som symbol på at det ikke længere er vigtigt for dem, hvordan de ser ud. At de hverken havde kone, børn, familie, arbejde eller penge, for at de i stedet kunne koncentrere hele deres liv om kun én ting, nemlig deres ultimative mål. At deres meditation, faste, ceremonier og ”japa” (at repetere mantra vha. en bedekæde, ligesom at bede rosenkransen) hjalp dem med at nå deres mål.

marcusdaverne-meditation-mindfulness-marcus-daverne-marcus-maharaji

”Hvorfor gør de alle de ting far?”, jeg fik svaret ”inden vi blev født var vi sammen med Gud. Men efter vi er blevet født glemmer vi det, og kommer bort fra ham. Meningen er så at vi i løbet af vores liv husker det, så vi kan vende hjem igen. Alle de ting de gør, er så de kan komme tilbage til Gud”.  Denne forklaring gjorde et stort indtryk på mig. Så stort, at en aften vi alle sad rundt om bålet og min far spurgte mig ”hvis du kunne få lige præcis hvad du ønsker dig, hvad ville du så allerhelst?”, hvortil jeg svarede ”jeg vil gerne møde Gud”. Og som nr. 2 var der et stykke legetøj fra BR jeg også godt kunne bruge.marcusdaverne-meditation-mindfulness-marcus-daverne-marcus4aarombaalet

Det skal siges præcist hvad jeg mener, når jeg bruger ordet Gud. Hvert enkelt individ har uden tvivl deres egen fortolkning af, hvad ordet Gud betyder for dem. For mange betyder Gud en gammel mand med langt skæg, der sidder på en trone i Himlen og dømmer mennesker. Det er ikke det jeg mener, når jeg bruger ordet Gud. Jeg mener altigennemtrængende, allestedsnærværende, altkærlig, almægtig og altvidende bevidsthed. Grænseløs helhed, bevidsthed og eksistens. Kærlighed. Det er den ultimative virkelighed, derfra hvor alting kommer, hvori alting eksisterer, og hvortil alting vender tilbage. Det kan egentlig ikke defineres, for hvergang man definerer noget, så afgrænser man det, og derved begrænser man det. Gud er defineret ved at være udefinerbar, ubegrænset. Det er en virkelighed så umiddelbar, at den ikke kan kommunikeres, ej heller konceptualiseres. Alligevel overser vi den.

Jeg har lige sagt at det ikke kan beskrives, men nu har jeg alligevel prøvet. En beskrivelse af det ubeskrivelige. Nu ved du hvad jeg mener, når jeg i dette indlæg bruger ordet Gud.

 

Mirakelhelbredelse

Jeg var efterfølgende i Indien igen som 8 årig og som 12 årig. Anden gang jeg var der, blev jeg meget, meget syg. Jeg fik feber, og kunne ikke spise noget i 6 dage, og kunne kun drikke meget lidt. Jeg fik febervildelse, og vidste ikke hvem jeg var, hvor vi var, eller hvem min far var. Min far har senere fortalt mig, at det var så slemt, at han var bange for at jeg måske ville dø. Her var vi, i et tredjeverdensland, uden telefon, og nærmeste læge var måske flere hundrede kilometer væk. Min far vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde lovet min mor hjemme i Danmark, at han nok skulle passe på mig. Nu så det hele sort ud.

På sjettedagen kom min fars lærer, en indisk munk, pludselig ind på vores værelse. Han havde haft travlt med en stor religiøs festival, og min far ville ikke forstyrre ham. Dagen inden havde vi derfor kun kort set ham, hvor han så jeg var syg. Men denne dag havde vi ikke talt med ham, ej heller havde vi bedt ham komme forbi. Men han havde afbrudt sit travle program, og nu var han der pludselig. Det første han sagde til min far var ”hvor er Marcus?”. Min far var meget forbavset, for vi havde ikke aftalt noget med ham, og han var jo travlt optaget med sit program. Herefter satte han sig ned på sengen ved siden af mig, lagde hånden på min pande, sagde et mantra (en bøn), og med ét var jeg rask.

marcusdaverne-meditation-mindfulness-marcus-daverne-marcus-maharaji-helbredelse

Efter 6 dage uden mad og kun meget lidt væske, efter flere dage med voldsom feber, rejste jeg mig op, tørrede al febersveden af med et håndklæde, og satte mig ned på gulvet og legede med mit legetøj. Fuldstændig rask.

 

Hjemme i Danmark

Som sagt, så tænker man ikke over, hvad der er normalt når man er lille. Alt hvad man kommer ud for bliver normalt. For mig var hellige mænd, meditation, Gud og mirakler ikke noget der var langt borte, eller havde eksisteret engang i fordums tid. Ej heller et spørgsmål om tro. Jeg havde set det med mine egne øjne, og oplevet det på min egen krop. Så når vi var i kirke til f.eks. dåb eller andet, og hørte om hvordan Jesus bad og fastede i Ørkenen i 40 dage, eller hvordan han helbredte de syge, så var det ikke bare en historie for mig. Ej heller var det noget magisk, ophøjet eller religiøst; det var bare normalt. Noget helt naturligt.

 

Senere i Danmark, da jeg var måske 9-10 år, fik jeg influenza. Jeg havde det dårligt, og vi gik derfor til lægen. Hun sagde det var en virus, og gav derfor ingen behandling. Jeg skulle altså bare hvile og vente til jeg blev rask. Det gjorde jeg så, men jeg havde det stadig dårligt, og der gik lang tid før jeg blev rask. Jeg sagde til min far, at jeg synes det var en dårlig læge. Hun gjorde ikke engang noget for at behandle mig. Jeg spurgte om vi ikke kunne få fat i ”den indiske læge”, det var meget bedre. Et mantra, og så var man permanent kureret. Denne historie illustrerer igen, hvor normalt og integreret disse fænomener var i mit verdensbillede.

 

Jeg kan huske da jeg skulle til konfirmationsforberedelse, da jeg var omkring 13-14 år. Det var første gang i mit liv, jeg kom i dybere kontakt med andre måder at se tingene på. Jeg hørte præsten tale om at tro og at tvivle, noget jeg slet ikke kunne relatere til. Ideen om at tro på noget man ikke selv havde set, og måske ikke helt forstod, kunne jeg slet ikke begribe. Ligeledes, da jeg igen og igen hørte diskussionen om, hvorvidt alle disse ”religiøse/overnaturlige” fænomener overhovedet eksisterede, synes jeg det var meget mærkeligt. Det hele var meget fremmed og uforståeligt for mig, for jeg troede alle havde set og oplevet lignende ting som mig selv.

På samme måde var det, da præsten opsummerede hvad den kristne tro gik ud på: at det handlede om at tro på Jesus eller komme i helvede. Efter den lektion forstod jeg pludselig bedre, at så mange af mine klassekammerater ikke ville konfirmeres, for den idé gav da slet ingen mening, ej heller for mig.

For mig var Gud almægtig, altkærlig, altvidende og allestedsnærværende. Hvis det var rigtigt at vi kun havde ét liv, og efterfølgende for evigt kom i enten himlen eller helvede, så kunne jeg ikke få tingene til at passe sammen rent logisk. For hvis Gud var almægtig, så kunne han skabe lige de mennesker han ønskede. Hvis han var altvidende, ville han allerede vide om disse mennesker ville ende i himlen eller helvede på baggrund af deres livsførelse. Hvis han var altkærlig ville han jo ikke ønske for nogen, at de skulle brænde i helvedet for evigt, medmindre han var sadist. Ydermere, så virkede det meget uretfærdigt, at man på baggrund af måske 50-80 år med dårlige gerninger, skulle ”straffes” for evigt. Hvad er 50-80 år sammenlignet med en evighed? Ingenting. Og den centrale belæring om, at alt stod eller faldt med, om man troede på Jesus, kunne jeg heller ikke få til at gå op. For jeg havde jo set hellige mænd i Indien. De bor ude på landet, og har måske aldrig hørt om Jesus. Skulle de brænde i helvedet for evigt? På trods af at de hver dag beder og mediterer for Guds skyld, at de faster, at de gratis indkøber, laver og serverer mad til de fattige hver dag, at de gratis giver skolegang og undervisning til de fattige? At de ligesom Jesus selv kan helbrede? Jeg synes ikke det gav mening for mig.

Jeg følte mig splittet; for modsat de andre vidste jeg, at der var mere mellem himmel og jord. Men på den anden side var jeg enig med mange af mine klassekammerater, at det vi lærte i kirken virkede ulogisk. Hvad skulle jeg gøre?

 

Læs med i part 2, hvor jeg beskriver hvordan jeg søgte at forlige mig med ovenstående.