Indien, kirken og mig

 

 

Intro:

Jeg har altid syntes det var spændende og inspirerende at læse om andres spirituelle rejse. Både helgener og profeter i de forskellige religioner, men også nutidige individers biografier. Jeg synes især at svarene på nedenstående spørgsmål var interessante:

Hvem er/var de som person?

Hvad startede deres rejse?

Hvor fandt de støtte og inspiration undervejs?

Hvilke spirituelle øvelser gav de sig i kast med?

Hvilke udfordringer måtte de gennemgå?

Hvilke spirituelle oplevelser fik de?

Hvad endte med at give deres spirituelle søgen forløsning?

Hvordan ændredes deres liv og karakter sig, efter denne lange rejse?

Hvordan ændredes deres Gudsbillede, selvbillede og verdensbillede sig efter denne rejse?

Ligesåvel som vores fysiske krop har brug for næring gennem mad og drikke, så tror jeg også vores sind og vores sjæl har brug for næring. Ligesom vores fysiske krop påvirkes af, hvilken type næring vi giver den, så tror jeg også vores sind og vores sjæl påvirkes af hvordan vi nærer dem. Spiser vi masser af frugt, grønt og sund, nærende mad, eller er det alkohol, smøger, fastfood og cola? Står den daglige menu på blodige voldsfilm, gysere og sladderblade, eller livsbekræftende, sjove, inspirerende og opbyggelige film og bøger?

Som det kan læses ud af mit sidste blogindlæg, ”homo eller hetero?”, så tror jeg ikke på, at man skal pådutte andre, hvad de skal spise og drikke, hvad de skal tro på, eller hvordan de skal leve. Jeg tror derimod at hver enkelt person skal bruge sit eget indre kompas til at navigere mellem, hvad der er godt og sundt for dem som individer.

Personligt føler jeg mig altid inspireret og fascineret af film eller bøger, der handler om en persons spirituelle rejse og udvikling. Derfor fik jeg pludselig idéen, at jeg kunne nedskrive små episoder fra mit eget liv. Det var sådan serien af blogindlæg ”hvor finder du din inspiration?” startede. Indtil videre har den omhandlet Martinus, Diamond Work, Human Design og senest ”homo eller hetero?”. I dag kommer det til at handle om, hvordan jeg selv blev påvirket som helt lille, og igennem min opvækst. Det handler også om de tanker og følelser jeg gjorde mig undervejs. Det handler om Indien, Kirken og mig.

 

Marcus 4 år

Da jeg var lille var jeg altid meget tæt knyttet til min far. Jeg kan tydeligt huske det smertelige afsavn jeg led, når han rejste til udlandet, f.eks. England, Sverige eller Tyskland for at undervise. Der kom så et tidspunkt, hvor han skulle rejse 1 måned til Indien. Normalt havde han været væk i f.eks. en weekend, en uge eller måske to uger. Så da min far forklarede mig at han skulle være væk i meget lang tid, blev jeg meget ked af det. Jeg sagde at jeg ville med!

Han sagde at jeg desværre ikke kunne komme med, for det var en meget lang rejse, til et helt anderledes land. Men jeg blev ved: ”jeg vil med!”.

Mine forældre talte om det, og min mor var meget bekymret over at hendes fireårige, førstefødte søn skulle rejse til den anden siden af jorden, leve under primitive kår, og ikke mindst være væk fra sin mor i en hel måned. Det lykkedes dog min far at overtale min mor til sidst, og sådan blev det til, at jeg kom 1 hel måned til Indien med min far.

 

Fra Danmark til en indisk landsby

Når man er fire år har man ikke et begreb om, hvad der er normalt og ikke normalt. Man er så ung, man er ved at lære verdenen at kende. Så alt hvad man oplever bliver normalt. Jeg husker derfor ikke, at jeg tænkte videre over alle de ting, der giver voksne mennesker kulturchok første gang de kommer til Indien. Varmen, larmen, tiggerne, fattigdommen, farverne, kaosset, og der hvor vi var: ”de hellige mænd”. Yogierne, munkene. Mænd med langt skæg, der har givet afkald på arbejde, penge og familie, for at dedikere deres liv til søgen efter sandhed.

En ting jeg husker er dog, at jeg ikke kunne lide deres mad. Jeg var meget kræsen som lille, og kunne kun lide pølser, frikadeller, spaghetti og ketchup. INGEN af disse ting var at finde i landsbyen. Så jeg spiste mest ris, chapati (ugæret fladbrød) og drak kogt vand med sukker i.

Udover at jeg var kræsen som lille, var jeg også meget nysgerrig. Det tror jeg de fleste børn er. De stiller spørgsmål om alt mellem himmel og jord, indtil forældrene ikke kan klare det mere. Sådan var min far ikke; lige meget hvor mange spørgsmål jeg stillede, så prøvede han altid tålmodigt at give mig svar. I landsbyen, omgivet af de indiske munke var det spørgsmål som ”hvorfor har han så langt skæg og hår, far?”, ”hvor er hans kone?”, ”hvor er hans familie?”, ”hvorfor sidder han så lang tid med lukkede øjne?”, ”hvad er det for en ting han sidder med? (en bedekæde)” osv.

Jeg fik over tid forklaret, at når de blev munke lod de ikke længere deres hår og skæg klippe, som symbol på at det ikke længere er vigtigt for dem, hvordan de ser ud. At de hverken havde kone, børn, familie, arbejde eller penge, for at de i stedet kunne koncentrere hele deres liv om kun én ting, nemlig deres ultimative mål. At deres meditation, faste, ceremonier og ”japa” (at repetere mantra vha. en bedekæde, ligesom at bede rosenkransen) hjalp dem med at nå deres mål.

”Hvorfor gør de alle de ting far?”, jeg fik svaret ”inden vi blev født var vi sammen med Gud. Men efter vi er blevet født glemmer vi det, og kommer bort fra ham. Meningen er så at vi i løbet af vores liv husker det, så vi kan vende hjem igen. Alle de ting de gør, er så de kan komme tilbage til Gud”.  Denne forklaring gjorde et stort indtryk på mig. Så stort, at en aften vi alle sad rundt om bålet og min far spurgte mig ”hvis du kunne få lige præcis hvad du ønsker dig, hvad ville du så allerhelst?”, hvortil jeg svarede ”jeg vil gerne møde Gud”. Og som nr. 2 var der et stykke legetøj fra BR jeg også godt kunne bruge.

Det skal siges præcist hvad jeg mener, når jeg bruger ordet Gud. Hvert enkelt individ har uden tvivl deres egen fortolkning af, hvad ordet Gud betyder for dem. For mange betyder Gud en gammel mand med langt skæg, der sidder på en trone i Himlen og dømmer mennesker. Det er ikke det jeg mener, når jeg bruger ordet Gud. Jeg mener altigennemtrængende, allestedsnærværende, altkærlig, almægtig og altvidende bevidsthed. Grænseløs helhed, bevidsthed og eksistens. Kærlighed. Det er den ultimative virkelighed, derfra hvor alting kommer, hvori alting eksisterer, og hvortil alting vender tilbage. Det kan egentlig ikke defineres, for hvergang man definerer noget, så afgrænser man det, og derved begrænser man det. Gud er defineret ved at være udefinerbar, ubegrænset. Det er en virkelighed så umiddelbar, at den ikke kan kommunikeres, ej heller konceptualiseres. Alligevel overser vi den.

Jeg har lige sagt at det ikke kan beskrives, men nu har jeg alligevel prøvet. En beskrivelse af det ubeskrivelige. Nu ved du hvad jeg mener, når jeg i dette indlæg bruger ordet Gud.

 

Mirakelhelbredelse

Jeg var efterfølgende i Indien igen som 8 årig og som 12 årig. Anden gang jeg var der, blev jeg meget, meget syg. Jeg fik feber, og kunne ikke spise noget i 6 dage, og kunne kun drikke meget lidt. Jeg fik febervildelse, og vidste ikke hvem jeg var, hvor vi var, eller hvem min far var. Min far har senere fortalt mig, at det var så slemt, at han var bange for at jeg måske ville dø. Her var vi, i et tredjeverdensland, uden telefon, og nærmeste læge var måske flere hundrede kilometer væk. Min far vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde lovet min mor hjemme i Danmark, at han nok skulle passe på mig. Nu så det hele sort ud.

På sjettedagen kom min fars lærer, en indisk munk, pludselig ind på vores værelse. Han havde haft travlt med en stor religiøs festival, og min far ville ikke forstyrre ham. Dagen inden havde vi derfor kun kort set ham, hvor han så jeg var syg. Men denne dag havde vi ikke talt med ham, ej heller havde vi bedt ham komme forbi. Men han havde afbrudt sit travle program, og nu var han der pludselig. Det første han sagde til min far var ”hvor er Marcus?”. Min far var meget forbavset, for vi havde ikke aftalt noget med ham, og han var jo travlt optaget med sit program. Herefter satte han sig ned på sengen ved siden af mig, lagde hånden på min pande, sagde et mantra (en bøn), og med ét var jeg rask.

Efter 6 dage uden mad og kun meget lidt væske, efter flere dage med voldsom feber, rejste jeg mig op, tørrede al febersveden af med et håndklæde, og satte mig ned på gulvet og legede med mit legetøj. Fuldstændig rask.

 

Hjemme i Danmark

Som sagt, så tænker man ikke over, hvad der er normalt når man er lille. Alt hvad man kommer ud for bliver normalt. For mig var hellige mænd, meditation, Gud og mirakler ikke noget der var langt borte, eller havde eksisteret engang i fordums tid. Ej heller et spørgsmål om tro. Jeg havde set det med mine egne øjne, og oplevet det på min egen krop. Så når vi var i kirke til f.eks. dåb eller andet, og hørte om hvordan Jesus bad og fastede i Ørkenen i 40 dage, eller hvordan han helbredte de syge, så var det ikke bare en historie for mig. Ej heller var det noget magisk, ophøjet eller religiøst; det var bare normalt. Noget helt naturligt.

 

Senere i Danmark, da jeg var måske 9-10 år, fik jeg influenza. Jeg havde det dårligt, og vi gik derfor til lægen. Hun sagde det var en virus, og gav derfor ingen behandling. Jeg skulle altså bare hvile og vente til jeg blev rask. Det gjorde jeg så, men jeg havde det stadig dårligt, og der gik lang tid før jeg blev rask. Jeg sagde til min far, at jeg synes det var en dårlig læge. Hun gjorde ikke engang noget for at behandle mig. Jeg spurgte om vi ikke kunne få fat i ”den indiske læge”, det var meget bedre. Et mantra, og så var man permanent kureret. Denne historie illustrerer igen, hvor normalt og integreret disse fænomener var i mit verdensbillede.

 

Jeg kan huske da jeg skulle til konfirmationsforberedelse, da jeg var omkring 13-14 år. Det var første gang i mit liv, jeg kom i dybere kontakt med andre måder at se tingene på. Jeg hørte præsten tale om at tro og at tvivle, noget jeg slet ikke kunne relatere til. Ideen om at tro på noget man ikke selv havde set, og måske ikke helt forstod, kunne jeg slet ikke begribe. Ligeledes, da jeg igen og igen hørte diskussionen om, hvorvidt alle disse ”religiøse/overnaturlige” fænomener overhovedet eksisterede, synes jeg det var meget mærkeligt. Det hele var meget fremmed og uforståeligt for mig, for jeg troede alle havde set og oplevet lignende ting som mig selv.

På samme måde var det, da præsten opsummerede hvad den kristne tro gik ud på: at det handlede om at tro på Jesus eller komme i helvede. Efter den lektion forstod jeg pludselig bedre, at så mange af mine klassekammerater ikke ville konfirmeres, for den idé gav da slet ingen mening, ej heller for mig.

For mig var Gud almægtig, altkærlig, altvidende og allestedsnærværende. Hvis det var rigtigt at vi kun havde ét liv, og efterfølgende for evigt kom i enten himlen eller helvede, så kunne jeg ikke få tingene til at passe sammen rent logisk. For hvis Gud var almægtig, så kunne han skabe lige de mennesker han ønskede. Hvis han var altvidende, ville han allerede vide om disse mennesker ville ende i himlen eller helvede på baggrund af deres livsførelse. Hvis han var altkærlig ville han jo ikke ønske for nogen, at de skulle brænde i helvedet for evigt, medmindre han var sadist. Ydermere, så virkede det meget uretfærdigt, at man på baggrund af måske 50-80 år med dårlige gerninger, skulle ”straffes” for evigt. Hvad er 50-80 år sammenlignet med en evighed? Ingenting. Og den centrale belæring om, at alt stod eller faldt med, om man troede på Jesus, kunne jeg heller ikke få til at gå op. For jeg havde jo set hellige mænd i Indien. De bor ude på landet, og har måske aldrig hørt om Jesus. Skulle de brænde i helvedet for evigt? På trods af at de hver dag beder og mediterer for Guds skyld, at de faster, at de gratis indkøber, laver og serverer mad til de fattige hver dag, at de gratis giver skolegang og undervisning til de fattige? At de ligesom Jesus selv kan helbrede? Jeg synes ikke det gav mening for mig.

Jeg følte mig splittet; for modsat de andre vidste jeg, at der var mere mellem himmel og jord. Men på den anden side var jeg enig med mange af mine klassekammerater, at det vi lærte i kirken virkede ulogisk. Hvad skulle jeg gøre?

 

Læs med i part 2, hvor jeg beskriver hvordan jeg søgte at forlige mig med ovenstående.