Indien, Kirken og mig – del 2

Indien, Kirken og mig – anden og sidste del

Intro

Som det kan læses ud af del 1 af mit indlæg, så var jeg splittet. Jeg havde set og følt på egen krop, at der var mere mellem himmel og jord. Men mange af de kristendogmatiske forklaringer, jeg fik under konfirmationsforberedelsen, stemte på ingen måde overens med, hvad jeg havde set og oplevet. Jeg endte alligevel med at blive konfirmeret, fordi jeg følte det var vores samfunds traditionelle ritualovergang fra barn til voksen, samt en samfundsmæssig udmelding til omverdenen om at ”ja, jeg tror på Gud”. Der skulle dog gå nogle år endnu, inden jeg kunne få ”tingene til at passe” i mit hoved. Inden jeg kommer nærmere ind på denne personlige forløsning, vil jeg kort opsummere de indtryk jeg havde fået gennem min opvækst, der havde resulteret i min indre splittelse. Det vil jeg gøre i tre dele, nemlig 1) Indien, 2) Kirken og 3) mig.

Indien

I Indien havde jeg set, følt og oplevet mange forskellige ting. Både på det erfaringsmæssige, følelsesmæssige og intellektuelle plan.

Erfaringsmæssigt havde jeg set hellige mænd (yogierne, munkene) hjælpe samfundets fattige: gratis skolegang og undervisning, spirituel/sjælelig vejledning og sidst men ikke mindst gratis servering af varm mad. Herudover havde jeg set dem deltage i udførlige ritualer og ceremonier, hvori de søger at rense deres sind og sjæl, og komme tættere på Gud, f.eks. gennem bøn og meditation. Sidst men ikke mindst havde jeg på egen krop oplevet, at disse spirituelle øvelser havde givet dem overnaturlige kræfter til f.eks. at kunne udføre mirakelhelbredelser.

Følelsesmæssigt havde jeg mærket deres varme, hjælpsomhed, kærlighed og dybfølte hengivenhed til Gud. Når de talte sammen om sandhed og spiritualitet, eller sang ”salmer” (det hedder bhajan eller kirtan på hindi) blev de oprigtig rørt, og de kunne få tårer af hengivenhed i øjnene, blot de talte om Gud.

Intellektuelt havde jeg fået deres forklaring på, hvordan verden er skruet sammen. Alle mennesker har en udødelig sjæl, der kontinuerligt udvikler sig fra liv til liv gennem genfødsel. Ingen mennesker kan udsættes for uretfærdighed eller ondskab, for vores skæbne er et produkt af os selv. Gennem de tanker, følelser, handlinger, begær og ord der udgår fra os, producerer vi karma, der kommer tilbage til os.

Jeg havde også lært, at Gud ikke var langt væk fra os, et eller andet sted oppe i Himlen. Gud gennemtrænger alt og alle. Han er almægtig, altkærlig, alvidende og allestedsnærværende bevidsthed. Derfor er det godt at være god mod alle levende skabninger, både planter, dyr og mennesker – for Gud bor indeni dem, lige såvel som Han også bor inde i dig.

Du er altså den suveræne herre over din egen skæbne. Gennem karma og reinkarnation får du ”feedback” af Gud på din væremåde, og således kan du over tid udvikle dig, og komme tættere og tættere på Gud. I denne rejse tilbage til Gud er spirituel praksis af åndelige øvelser en videnskab i sig selv. Systematisk og videnskabeligt kan ethvert individ afprøve ovenstående ”teorier” om, hvordan verden hænger sammen, ved at anvende særlige metoder. Det var bl.a. gennem spirituel praksis at min fars lærer havde fået evnen til at kunne helbrede mig gennem mantra (bøn).

Kirken

I kirken havde jeg hørt historierne fra Biblen. Vi var skabt syndige, og levede kun ét liv. Efter dette kom man for evigt i Himlen eller Helvede. Under konfirmationsforberedelserne talte vi om at tvivle og at tro. Vi lærte at det vigtige var at tro på Gud og Jesus, for på den måde at kunne komme i Himlen. Modsat mange andre religioner hvor man skal gøre gode gerninger, så lærte vi at Jesus var død for os, så vi kunne nøjes med blot at tro. Ved at tro på Jesus kunne man derved undgå helvede og komme i Paradis. Alle der ikke troede på Jesus kom i Helvede.

Udover denne tro, oplevede jeg ikke på samme måde at der eksisterede en systematisk og metodisk facon, hvorpå individet kunne rense sit sind og sin sjæl, og komme tættere på Gud.

Mig

Jeg følte ikke at Guds eksistens var noget jeg kunne tro på, blot fordi nogle andre fortalte mig om det. Jeg kunne ikke tro på noget som helst, medmindre jeg selv kunne efterprøve det, og forstå tingene i en logisk sammenhæng.

For mig var det logisk at Gud eksisterede. Jeg havde oplevet en mirakuløs helbredelse på egen krop. Jeg følte at selvfølgelig var min fars lærer et særligt menneske, men som han selv forklarede, så kom denne kraft fra Gud. Alle der var tæt på Gud kunne gøre det.

Herudover så jeg en enorm logik og intellektualitet i hele skabelsen. Hvis blot et grundstof manglede, eller var en smule anderledes, så kunne livet aldrig være opstået på Jorden. Hvis blot Solen var en smule tættere på, så ville vi brænde op. Hvis den var en smule fjernere, så ville vi dø af kulde. I naturens økosystemer afhænger det hele af hinanden; hvis du fjerner én essentiel plante, eller ét essentielt dyr, så bryder hele systemet sammen. Alle planeterne i solsystemet kører i deres baner i en særlig orden; hvis denne orden manglede ville de kollidere med hinanden og gå under. Tag bare vores egen krop! Tænk på hvor fantastisk indrettet den er. Du spiser en rugbrødsmad, og uden at tænke over det, så forvandler din krops intelligens denne rugbrødsmad til en del af dig. Hvilken menneskelig intelligens kan så let som ingenting, nærmest på automatpilot, tage et stykke rugbrød og gøre det om til en del af din krop?

Alle de ovenstående eksempler følte jeg, hvert fald for mig, var klokkeklare indikationer på, at der var en intelligent og logisk styret orden bag hele universet. Hele idéen om alle disse fantastiske fænomener blot var et produkt af tilfældigheder gav for mig absolut ingen mening.

Så hvis jeg sammenholdte mine oplevelser i Indien med mine egne observationer af den verden vi lever i, så var der kun ét logisk svar. Gud.

Men hvordan er den her Gud så? I Indien fik jeg én forklaring, i Kirken fik jeg en anden. Hver religion havde sin egen forklaring. Men de var alle tilsyneladende forskellige, og i konflikt med hinanden. Herudover appellerede størstedelen af religionerne primært til folks følelser, og til at tro, også selvom man ikke intellektuelt forstod. Ja, selv hvis de dogmer religionen underviste i var selvmodsigende, eller endda ulogiske, så blev man stadig opfordret til blot at tro alligevel.

Men hvad så hvis man er en af dem, der ikke kan tro?

Intellektuel forløsning

Den intellektuelle forklaring på ovenstående problematikker kom fra danskeren Martinus. Jeg har tidligere fortalt om Martinus i mit indlæg ”hvor finder du din inspiration?”. Gennem det verdensbillede Martinus har beskrevet, fik jeg en logisk forklaring på alle de oplevelser og observationer mit liv havde givet mig. Jeg fik en forklaring på, hvorfor de forskellige religioner er her. Jeg fik en forklaring på, hvorfor nogle af dem opfordrer til at tro, selvom man ikke forstår. Jeg fik ligeledes en forklaring på, hvordan mennesker kan få disse tilsyneladende ”mirakuløse” kræfter. Rent faktisk er der intet mirakuløst over dem. Den eneste grund til vi kalder dem mirakler er, fordi vi endnu ikke forstår hvilke love de følger. Men der er logiske love for alt i naturen og universet.

Lige såvel som hvis nutidens kulturmennesker kom i flyvemaskiner og helikoptere til et endnu ukontaktet og primitivt naturfolk; så ville naturfolket sikkert tro, at disse moderne mennesker var guder, eftersom de kan flyve mv. Dette virker selvfølgelig sjovt for os at tænke på, men sådan er det jo. Hvis der er noget man ikke forstår, så søger mennesket at give det en forklaring. Ligesom i den dogmatiske kristendom. Der er ingen logisk forklaring på, hvorfor nogle mennesker fødes til en lykkelig skæbne, og andre fødes til en helt igennem ulykkelig skæbne. ”Man høster som man sår” og ”ingen kommer til himmeriget uden at fødes på ny” kunne man måske påpege, godt kunne lyde som karma og reinkarnation, men den forklaring vil tilhængere af den dogmatiske kristendom sandsynligvis afvise.

Den grund størstedelen af danskere giver på, hvorfor de ikke tror på Gud er ”Jamen hvis Gud er kærlig og almægtig, hvorfor er der så, så meget ondt i verden?”. Og det er da klart de mister troen på Gud! For forklaringen de får er ”Herrens veje er uransagelige. Du må blot stole på Gud”. Denne forklaring kan jo ikke tilfredsstillende menneskets evigt voksende intellekt. Det er en forklaring der appellerer til følelserne. Karma og reinkarnation, derimod, giver en logisk forklaring på, hvorfor folk har forskellige skæbner.

Afslutning

Mit ønske med dette blogindlæg er ikke at pådutte nogen, hvad de skal tro på. Ej heller er det en kritik af nogen. Ligesom at alt i universet har en logisk funktion, således er det også med menneskehedens forskellige udviklingsstadier. Lige fra primitivt naturmenneske, der ser ånder og guder i træerne, bjergene og vandet, over det religiøst troende menneske, der følger de hellige skrifters autoritet uden selvstændig tænkning, til det moderne og for størstedelen materialistiske og ateistiske kulturmenneske, der mener at det eneste der er virkeligt, er de ting, der kan måles og vejes. Alle tingene er og har været, fuldstændigt perfekte – for bestemte mennesker, på et bestemt tidspunkt. Det kunne ikke have været anderledes. Men dette betyder ikke, at udviklingen har nået sin kulmination, tværtimod. Udviklingen fortsætter ufortrødent fremad. Den fortsætter nærmest eksponentielt. Tænkt blot på hvor hurtigt udviklingen er gået de sidste 100 år, hvis du sammenligner det med de sidste 1000 år!

Mit ønske med dette indlæg var derimod, at give et indblik i min egen personlige rejse. Mine oplevelser, tanker og følelser omkring livet, og hvordan jeg kunne forlige og forstå nogle af de tilsyneladende modsætningsfyldte bud på, hvem jeg er, hvem Gud er, og hvordan verden fungerer.

Mit håb er, at alle mennesker i sidste ende skal blive selvstændigt tænkende væsener. Deres egen autoritet, fuldstændigt frie og uafhængige af massesuggestionen fra det etablerede samfund, hvad enten det er fra religioner eller videnskab. De skal selv være bevidste og observante i løbet af deres eget liv, og sammenholde deres livserfaring med de tilgængelige forklaringer. Hvad enten de finder disse forklaringer i religion, videnskab, filosofi, eller blot i dem selv. Således kan man løbende oparbejde sine personlige ”arbejdshypoteser” ift. livets store spørgsmål. Disse holder man så fast i, ligeså længe som de fortsætter med at stemme overens med ens dagligdags livsoplevelse. På den måde vil mennesket frigøre sig fra konformiteten og massesuggestionens åg, og blive både åndeligt og mentalt frigjorte væsener.

De inspirationskilder du har, hold fast i dem, og drag inspiration fra dem. Lige indtil du vokser fra dem. Ligesom naturmenneskerne gik fra at se ånder i bjerge og træer, til religiøst troende mennesker der fulgte religionens anvisninger, til de moderne kulturmennesker, hvor de materialistiske og ateistiske af dem følger videnskabens forskningskonklusioner. Udviklingen er ikke slut, den fortsætter! Du kan blive din egen ”livsforsker”, og selv opdage løsningen på det eventyrlige mysterium, livet nu engang er. God fornøjelse!