Sådan bliver dit liv meningsfyldt

Forestil dig følgende…

 

Forestil dig at du vågner om morgenen. Du er træt og uden energi. Der er ingen grund til at stå op, for det hele kan jo være lige meget. Det bliver aldrig anderledes… Det hele er meningsløst og ligegyldigt. Dag ud og dag ind, kedeligt arbejde, fast rutine, dit liv er meningsløst.

Forestil dig nu, at du vågner om morgenen, du er frisk og fuld af energi. Du kan ikke vente med at komme i gang med din dag, for du er bevidst om formålet med dit liv, og du lever efter, hvad du tror på, hver dag. Det betyder at du står op til et meningsfyldt liv.

 

Hvilken af de to situationer ville du foretrække?

 

Det er fuldkommen indlysende, at vi alle foretrækker et liv, hvor vi er bevidste om vores formål, og føler at hver dag er meningsfuld – at vores liv som helhed er meningsfyldt. På den ene side er det et fuldstændigt basalt behov for os mennesker, at vi føler en mening med tingene. På den anden side er det ikke særlig mange mennesker, der aktivt bruger tid på at blive opmærksomme på meningen med deres liv. Alt for mange lever deres liv mere eller mindre ubevidste om, hvad de egentlig lever og ånder for.

 

Vi kan altså konkludere følgende: 1) vi vil gerne leve et meningsfyldt liv 2) vi er måske ikke helt klar over, hvordan vi skal bære os ad med det. Disse to konklusioner fører os videre til næste spørgsmål.

 

Hvordan bliver mit liv meningsfyldt?

 

I sidste ende er det fuldstændig individuelt, hvilke ting der får netop dit liv til at blive meningsfyldt. For det afhænger af, hvem du er. Men en ting kan bruges af alle: nemlig måderne hvorpå man kan opdage, eller måske genopdage, hvad meningen med ens liv er. Jeg vil i dag præsentere to måder, én der er meget præcis, men tager lidt længere tid, og en anden der er meget hurtig, men muligvis skal revurderes oftere.

 

Den første måde er at skrive dagbog. På den måde kan man over en længere periode notere sig, hvornår man føler sig mest glad, lykkelig, tilfreds, og at der er en mening med det hele. Når man over længere tid har noteret daglige hændelser, vil man have indsamlet en stor mængde personlig ”data”. Denne store mængde data kan man så kigge tilbage i og lægge mærke til, om der er et iøjnefaldende mønster mellem de gange man føler, at livet er meningsfyldt og at man er glad. Ligesom en forsker, der analyserer data. Er der nogle temaer der går igen? Er der nogle bestemte personer, steder eller aktiviteter der går igen? På denne måde kan man over tid danne sig et overblik over, hvad der giver ens liv lykke og mening.

Det er en af de mest præcise måder, men det tager også lidt tid.

 

En anden måde er som følger: skriv en liste med 10 mål du ønsker at opnå i dit liv, eller 10 ting der betyder noget for dig.

 

F.eks. 1) familie, 2) rejse, 3) penge, 4) naturen, 5) hobby, 6) træning eller lignende.

 

Herefter holder du nr. 1 op imod nr. 2, og spørger dig selv: ”hvis jeg kunne få nr. 1 fuldstændig, men slet ikke kunne få nr. 2, hvilken af de to ville jeg så vælge?”.

 

F.eks. 1) familie vs 2) rejse; hvis jeg kunne få verdens bedste familie, men aldrig nogensinde komme ud og rejse igen, hvad ville jeg så vælge? (Eller omvendt; rejse hele tiden til de fedeste destinationer, men ingen familie)

 

Sådan fortsætter du, med nr. 3 mod nr. 4, nr. 5 mod nr. 6. Det er en måde at tvinge sig selv til at vælge dét, som betyder mest for én.

 

Herefter er du gået fra en liste med 10 punkter, til en liste med 5.

 

F.eks. 1) familie, 2) penge, 3) træning.

 

Den skal du nu sætte i prioriteret rækkefølge, efter næsten sammen fremgangsmåde som før: nr. 1 mod nr. 2, nr. 2 mod nr. 3 og så videre.

 

Du sidder nu med en liste bestående af 5 punkter i prioriteret rækkefølge. Du skal nu skrive målbare og konkrete kriterier for, hvornår ”målet” er nået, 3-5 kriterier per punkt. På den måde bliver din liste mere håndgribelig og virkelighedsnær.

 

F.eks. hvis vi tager punktet ”penge”:

2) penge

2.1 jeg vil tjene 40.000 om måneden før skat

2.2 jeg vil øge min formues værdi (kontanter, aktier, ejendomme el. lign.) med 10% om året

2.3 jeg vil ikke have gæld

 

Når der er konkrete kriterier ved hvert punkt, så bliver det målbart. På den måde kan man føle en vis grad af tilfredsstillelse, efterhånden som man nærmer sig sit mål. Bedre endnu, man ved hvornår målet er nået.

 

Ovenstående fremgangsmåde er forholdsvis hurtig. Den er dog ikke nødvendigvis ligeså præcis som at føre dagbog. For hvad man ønsker sig lige nu og her, kan ændre sig allerede om 1 uge. Hvorimod ”mønstre” fra hele dit liv indtil i dag, hvornår du har været glad mv, det er mere pålideligt. Med begge metoder kan man revurdere lejlighedsvist, om det hele stadig passer, eller om det ændrer sig i løbet af livet.

 

Hvad bruger du din tid på vs hvad betyder noget for dig

 

Når man så har identificeret, hvilke mål/aktiviteter der giver ens liv mening, hvadenten det er via dagbog eller ved at få lavet listen med de 5 punkter, så handler det om at få det omsat til handling. Det nytter ikke noget at bruge tid på at finde ud af, hvad der giver ens liv mening, hvis man efterfølgende ikke bruger det til noget.

Efter at have kigget bagud i sit liv og identificeret nogle mønstre – i form af personer, steder, aktiviteter osv, så kan man begynde at kigge i sin kalender; hvor meget tid bruger man netop nu, på de ting, der gør en glad og giver ens liv mening? Så er det simpelthen at rykke rundt i kalenderen, så de ting man har opdaget i dagbogen, overføres til ens nuværende kalender. F.eks. hvis du fandt ud af, at det at være sammen med din familie gør dig glad – men når du kigger i din ugekalender, er der intet tid sat af til dette. Så kan man omprioritere sin tid – i stedet for at sidde på facebook, netflix, youtube eller på mobilen (noget mange bruger flere timer på, hver evig eneste dag), så gør noget ved det, og brug tid på dét, der betyder noget for dig i stedet – i det her tilfælde din familie.

 

En af de største ”udfordringer” vi har i vores liv er, at vi føler vi ikke har nok tid. Vi har ikke tid til vores familie, vi har ikke tid til at tage os af vores helbred (kost & træning), vi har ikke tid til at føre dagbog eller finde 5 livsmål der giver os mening i hverdagen.

Jeg har ikke talt med én eneste person, der er kommet med ovenstående klage, der ikke på mirakuløs vis fandt oceaner af tid i ugens løb til at glo fjernsyn, spille computer, surfe rundt på facebook, netflix eller youtube, eller sidde hele og halve timer på mobilen. Derfor siger jeg: det hele er et spørgsmål om prioriteter. Hvis man prioriterer at lade timerne flyve afsted, mens man ser serier på netflix eller sidder på facebook, så er det fint, fred være med det. Man skal bare være klar over, at det så er et aktivt valg man træffer, og dermed et fravalg af andre aktiviteter.

 

Konklusion

 

De mennesker der siger, at de ikke har tid til de ting, der rent faktisk betyder noget for dem, spørger jeg: har du tid til at lade være? Tiden flyver afsted, hvert sekund der går kommer aldrig tilbage – før vi får set os om, så er al tiden gået, og man nåede ikke at komme i gang med det liv man havde forestillet sig. Så start i dag! Find ud af hvad der gør dit liv meningsfyldt, tag din kalender frem og sørg for at prioritere din tid ordentligt. Tag kontrollen over dit liv, og bliv herren over din egen skæbne. Skab det liv du gerne vil leve, en dag ad gangen.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar