Indledning

Hvad har Jesus, Buddha, Muhammed og Ram tilfælles? Hvis du ikke kender dem alle, så kan jeg fortælle, at de er hovedpersoner indenfor henholdsvis Kristendommen, Buddhismen, Islam og Hinduismen. De udgør forbilleder for over 75% af klodens befolkning. Udover dette har de også noget andet tilfælles: de har alle i løbet af deres liv engageret sig i længere perioder med intens spirituel praksis. Dette indlæg vil fortælle lidt om hver persons historie, og zoome ind på deres spirituelle praksis. Dette i håb om at forklare spørgsmålene ”hvad, hvordan og hvorfor?”, når det kommer til spirituel praksis.

Jesus

De fleste kender historien om, hvordan Jesus blev født ved Juletid i en stald i Betlehem. Herefter skjultes han fra Herodes nogle år i Ægypten, hvorefter familien flyttede til Nazaret i Israel. Som 12 årig fejrede han påske med sin familie i Jerusalem, hvor præsterne forbavsedes over hans uovertræffelige viden om skrifterne og religion. Fra han er 12 år i templet, og til han døbes af Johannes Døberen som ca. 28-30 årig er der ingen bibelsk redegørelse for Jesu liv. Disse kaldes ”de tabte år”.  Nogle mener han blot var tømrer i Nazaret i disse år, andre mener han rejste til Østen for at gengælde de 3 vise mænds visit, og for at studere og praktisere spiritualitet. Efter Jesu dåb ved sin fætter Johannes Døberen, tager Jesus alene ud i ørkenen. Her starter 40 dages intens spirituel praksis, bestående af bl.a. bøn, faste og Satans fristelser.

Det er efter sin dåb og de 40 dage med intens spirituel praksis, at Jesus træder frem for folket med kraften til at gøre mirakler. Herudover starter han sit virke med at sprede det kristne budskab om at elske Gud over alle ting, og sin næste som sig selv.

Buddha

Buddha fødtes som prins Siddharta Gautama i Nepal, som enearving til sin fars trone. Kort efter hans fødsel profeterede en yogi, at han enten ville blive en magtfuld konge, eller en stor yogi. Hans far, kongen, ønskede sig mest af alt en stærk arving, og isolerede derfor sin søn i paladset. Hans håb var, at ved at afskærmes fra verdens lidelser, og ved at nyde royal overflod, kunne Buddhas fokus holdes bort fra det hårde, asketiske liv som omvandrende yogi (sanyasin).

Da Buddha er i slut-tyverne kører han dog uden for paladset, og ser først en gammel mand, så en syg mand og dernæst en død mand. Han forstår derved, at vi alle uundgåeligt skal lide og dø i denne verden. Det fortvivler ham. På en sidste tur ser han en munk (yogi) og erkender, at der lader til at være en vej ud af lidelsen gennem spiritualitet. Derfor fornægter han sin kone, søn, paladsets overflod og sin ret til tronen, for at blive en sanyasin (omvandrende munk). Herefter følger 6 år, hvor Buddha vandrer omkring og praktiserer under forskellige yogier. Han undergår hård spirituel praksis, og til slut opnår han gennem meditation nirvana, oplysning. Herefter spreder han sit budskab om medfølelse og venlighed overfor alle levende væsener, samt vejen ud af lidelse.

Muhammed

Han blev født i Mekka i det nuværende Saudi Arabien. Før hans fødsel døde hans far, og da Muhammed var meget lille døde også hans mor. Han blev derfor opfostret af beduiner i ørken som helt lille, da man mente at livet i ørkenen var sundest for småbørn. Da Muhammed bliver lidt ældre kommer han tilbage til Mekka, hvor en onkel tager sig af ham. Onklen var købmand, og derfor ledsager Muhammed ham rundt på handelskaravaner. Som voksen bliver han kendt som den troværdige og den sandfærdige, fordi han altid var ærlig i sit erhverv. Hans gode karaktér og arbejdsomhed medfører at den lidt ældre, men meget rige enke Khadija frier til ham, og de bliver gift da han er i tyverne.

Herefter følger ca. 15 år, hvor han er gift med Khadija og bedriver handel i en stor del af Mellemøsten. I denne lange periode besøger han hvert eneste år en hule udenfor Mekka for at lave spirituel praksis. Det er altså en hel måned hvert eneste år, hvor han bl.a. beder og faster.

Da han er 40 år, får han under sin årlige spirituelle retræte den første åbenbaring fra englen Gabriel, og resten af sit liv spreder han sit budskab om den ene sande Gud, og om Islams fem søjler: trosbekendelsen, bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd.

Ram

Ram fødes i Ayodhya i Indien. Han vokser op som prins, og det er tiltænkt han skal være tronarving. En af kongens andre koner bruger dog to tjenester hun har til gode fra engang hun reddede kongens liv i krig. Den første til at gøre sin egen søn til arving (Rams halvbror). Den anden til at forvise Ram og hans kone Sita fra kongeriget i fjorten år. Modvilligt indfrier kongen hendes ønske, og Ram sendes i eksil i 14 år.

Af disse 14 år tilbringer han over 11 år i spirituel praksis (sadhana) i byen Chitrakoot. Ram betragtes som værende en inkarnation af Gud selv, som igennem sit liv eksemplificerede hvorledes det ideelle menneske lever i overensstemmelse med dharma (universel sandhed og retfærdighed, den almenmenneskelige pligt overfor sig selv, Gud og samfundet). At Gud i inkarnationen som Ram bruger en så lang periode på intens spirituel praksis, fortæller noget om det eksempel Han ønsker at sætte for os andre på den front.

Opsummering

Jeg vil opsummere spirituel praksis i forhold til ovenstående 4 eksempler i tre dele: hvad, hvordan og hvorfor.

Hvad: spirituel praksis er, når man dedikerer tid til at rense sin bevidsthed for at søge ”livsmysteriets løsning”. Det kan være en længere periode i isolation, som en form for retræte. Eller det kan være tid, der regelmæssigt sættes af i hverdagen.

Hvordan: Jesus, Buddha og Ram havde alle en form for initiation inden spirituel praksis. Jesus blev døbt, Buddha lærte først fra Alara Kalama og sidenhen af Udaka Ramaputta, og Ram blev undervist inden sin eksilperiode af yogierne Vashista og Vishwamitra. I løbet af sin eksilperiode besøgte han mange store yogier. Han mødte blandt andet rishi (vismand) Bharadwaja, der anbefalede ham at lave sadhana i Chitrakoot. I Chitrakoot mødte han så Atri Muni, der vejledte selve hans spirituelle praksis. Atri Munis kone, Anasuya, underviste Rams kone Sita.

Ligesom en håndværker kommer i mesterlære, hvor han lærer af én, som allerede har mestret håndværket. Ligesom vi går i skole, hvor en lærer, som allerede har lært at læse, skrive og regne, underviser os. Meget få, særlige individer kan måske lære sig selv at læse, eller at løse andengradsligninger, det er dog meget mere tidseffektivt at lære direkte fra én, som allerede har mestret det, man ønsker at lære. Sådan er det også med spiritualitet. Efter denne initiation starter man spirituel praksis under vejledning af sin lærer.

Fælles for Jesus, Buddha, Muhammed og Rams spirituelle praksis var faste, bøn og cølibat. Ram og Buddha mediterede også. Dette er blot de få ting, vi ved med sikkerhed om deres spirituelle praksis. Der er højest sandsynligt flere detaljer, om hvad de ellers gjorde.

Jesus og Buddha blev også begge fristet undervejs – Jesus af Satan, Buddha af Mara. Det var først da de modstod fristelserne at deres praksis bar frugt. For at modstå fristelserne måtte de holde fokus på deres eneste og højeste mål: for Jesus Gud, for Buddha nirvana eller oplysning.

Hvorfor: hvis man kigger på spirituel praksis som en form for videnskab, kan man sige at religion og filosofi giver en person hypoteser om virkeligheden. For at be- eller afkræfte disse hypoteser gives der en særlig metode, i dette tilfælde en spirituel praksis. Denne spirituelle praksis er den videnskabelige metode til at be- eller afkræfte en hypoteses sandhedsværdi selv. Dette tillader én selv at teste et verdensbilledes hypotetiske antagelser af, uden at skulle forlade sig på blind tro.

Modsat den materielle videnskabs interesse for mål- og vægtfacitter om den forgængelige verden, interesserer spirituel praksis sig for livets store spørgsmål: livet, døden, Gud, sjælen, sandheden mv.

Spirituel praksis er altså måden hvorpå man kan rense bevidstheden, nå sit spirituelle mål og få direkte erkendelse af sandheden om livets store spørgsmål.

Det handler ikke om at skabe noget gennem spirituel praksis. Sandheden er allerede lige nu, lige her, men vi erkender den ikke. Vi er forblændede af alle de fejlagtige opfattelser om os selv og verden, som vi har lært i løbet af livet. De er ligesom skyer, der skygger for solen. Solen skinner altid, men hvis der er tæt skydække ser vi den ikke, på trods af at vi stadig nyder godt af solens lys. At spirituel praksis renser bevidstheden, betyder altså at vi gør op med vores fejlagtige opfattelser af virkeligheden. I sidste ende fører denne udrensning til erkendelsen af, at solen allerede skinner, altid har gjort det, og altid vil gøre det, på trods af at vi hele vores liv ikke har set den direkte. Vi har kun mærket dens effekt indirekte, gennem et tæt skydække af uvidenhed. Dette kan spirituel praksis gøre op med.

I forhold til de store spørgsmål om livet, døden, Gud, sjælen og sandheden, må der først gøres op med, præcis hvad hver enkelt person forstår ved hvert enkelt ord.  Hver spirituel tradition har sine egne hypoteser om, præcis hvad hvert enkelt ord betyder. Hvis det er en autentisk og levende spirituel tradition, har den også metoder til at teste disse hypoteser af.

Konklusion

Størstedelen af klodens mennesker ser Jesus, Buddha, Muhammed og Ram som idealer. Når disse forbilleder alle engagerede sig i spirituel praksis, hvorfor er der så, så få af deres følgere som gør? Mit håb er, at dette indlæg har fået dig til at stoppe op og reflektere over disse personers liv, og hvor fremtrædende spirituel praksis var for dem.

Hvis du efter dette indlæg føler dig inspireret til at starte spirituel praksis, så start med noget, der giver mening for dig. Hvis du ikke føler for at faste eller at bede, eller leve i cølibat, så meditér i stedet. Hvis du er religiøs, så læs din religions skrifter, bare et kapitel om dagen. Følg din intuition og indre vejledning, indtil den dag du møder én, du føler har noget at lære dig rent spirituelt.

Alle mennesker har en nysgerrighed omkring livets store spørgsmål, men mange lukker ned for denne brændende nysgerrighed. De kan ikke klare den følelse af uvidenhed, der følger med at indrømme over for sig selv ”ja, jeg er nysgerrig omkring hvad livet, døden, sandheden, Gud og sjælen er, men jeg ved ikke præcis hvad det er, og jeg ved ikke hvordan jeg skal finde ud af det”. At erkende sin nysgerrighed, men samtidig uvidenhed, er første skridt. Hvis man tillader denne nysgerrighed, kan den fungere som ens vejleder, der guider en i den rigtige retning. Den vil intuitivt føre dig ned af veje, som i sidste ende kan hjælpe dig med at få stillet din nysgerrighed. Med en accept af uvidenhed og nysgerrighed, bliver livet til et eventyr, et mysterium. Alt er muligt, alt kan ske, alt kan lade sig gøre. Det er farligt, men også spændende og forfriskende. Sammenlign det med, at man fastfryser sit verdensbillede: ”jeg har allerede alle svarene, jeg har oplevet alt hvad der er at opleve, verden har ikke mere at byde på nu”. Man kan allerede fornemme hvor grå, kedelig, forudseelig og livløs verden bliver med denne indstilling.

Så åbn dig selv op for din nysgerrighed, erkend din nuværende uvidenhed, følg din intuition, start en spirituel praksis og begiv dig ud på det eventyr som livet er.