Alting er nemmere på papiret… Er det ik?

Tit er der en koloenorm forskel på akademisk teori og virkelighedstro praksis.

Sådan er det også når det kommer til parforhold.

Det er så nemt at skrive hvordan man igennem kommunikation kan løse alle tænkelige og endda utænkelige situationer.

F.eks. via analyse af de fire årsager til problemer: behov, måde, kvalitet og tid.

Ved at undgå de 3 dødssynder: kommandere, forvente og kritisere.

Samt at bruge de tre universalværktøjer, der løser alt: tolerance, tilpasning og opofrelse.

Hvis du ikke lige ved hvad jeg mener med ovenstående, eller måske har glemt det, så se her: http://marcusdaverne.dk/attitude-problemer-og-loesninger-i…/

Men hvorfor er det ikke altid så nemt at gøre i praksis?

Det skyldes ene og alene følelser. I et parforhold er man følelsesmæssigt investeret i hinanden, og man er også (måske uden at vide det) følelsesmæssigt afhængigt af den anden.

Det vil sige at det rent faktisk betyder noget for én, hvad den anden siger og gør.

Dette er kun naturligt, men det er desværre præcis dette faktum, der ofte forhindrer den nødvendige og ærlige kommunikation.

Lad mig forklare.

Fordi det betyder så meget for dig, hvad din partner synes om dig, så er der mange tanker og følelser du går rundt med, som du ikke tør at fortælle om. Det er pga. ren og skær bekymring over, hvordan den anden vil reagere.

Dette er faktisk et kæmpe problem, for det hindrer ærlig kommunikation.

Og tænk lige over dét; hvordan i alverden skal man nogensinde kunne løse et problem, hvis man ikke tør at bringe problemet på banen? Det er umuligt.

Et eksempel kunne være at man ikke tør sige til den anden, at man har været såret over noget, den andens mor sagde til én til sidste familiesammenkomst, hvor partneren ikke bakkede én op. For man ved at ens partner elsker sin mor, og hvis man siger det mindste, så flipper partneren fuldstændig ud, og er sur i flere dage.

Fordi man ikke orker flere dages dårlig stemning, tør man ikke at være ærlig.

Et andet eksempel kunne være, at man har været såret over noget partneren gjorde eller sagde. Men igen tør man ikke at sige det, fordi man ved det vil få partneren til at blive vred, og det orker man ikke.

Det er faktisk små ting som ovenstående eksempler, der over tid hober sig op. Jo mere man vænner sig til ikke at tale ærligt og åbent med sin partner, jo større mental og følelsesmæssig distance opstår der indeni én. Og man opdager det slet ikke.

Den bedste måde at undgå ovenstående på er:
1) bliv enige med hinanden om altid at sige sandheden
2) bliv enige om, at I hellere vil høre sandheden og blive momentært dårligt tilpas, end I vil lyve for hinanden, og på længere sigt blive permanent dårligt tilpas
3) lov hinanden at I skiftes til at have ordet i jeres vigtige samtaler – dvs. uden at afbryde, og at I aktivt vil gøre en indsats for aldrig at “straffe den anden” følelsesmæssigt for at have sagt sandheden

Hvis disse grundforudsætninger er på plads, så er vejen banet for åben, ærlig og konstruktiv kommunikation. Og via værktøjerne: behov, måde, kvalitet, tid, samt tolerance, tilpasning og opofrelse, vil I have alt der skal til, for at klare jer ud af enhver situation.

Intro

Har du attitude?

Attitude er ens generelle indstilling. Og den er altafgørende! Det tror jeg vi alle kan blive enige om. ISÆR, hvis vi har været så (u)heldige at møde én, der virkelig havde attitude…

Din attitude er den indstilling, hvormed du går ind til noget. Og når det kommer til dit parforhold, er din attitude fuldstændig altafgørende.

Attitudens vigtighed

Forestil dig I er fire personer, der skal bestige Mount Everest. Den første gør det, fordi personen virkelig ønsker at nå til toppen. Den anden gør det, bare for at slå tiden ihjel. Den tredje gør det, for den potentielle presseomtale. Den fjerde blev bare revet med, uden at egentlig at tænke dybere over det.

Når de pludselig kommer ud for udfordringer undervejs; det kan være kulden, en snestorm, mangel på mad, lavt energiniveau, hvem tror du så, der lettest overkommer denne udfordring? Og hvem tror du, der er mest tilbøjelig til blot at give op?

Vi vil nok hurtigt kunne blive enige om, at person nummer 1 gennem sit brændende ønske om rent faktisk at nå toppen, er det bedste bud på, hvem der på trods af modstand finder en løsning.

Attitude og parforhold

Hvilken attitude har du ift. dit parforhold?

Er dit ønske at I rent faktisk skal være et team, hvis fælles mål er at give hinanden så meget glæde som muligt, opfostre så glade børn som muligt, og få et så langt og lykkeligt liv sammen som muligt?

Er du i dit parforhold, bare for at slå tiden ihjel, indtil der kommer noget bedre?

Er du i dit parforhold, for “egen vindings skyld”? Altså blot for at den anden skal tilfredsstille dine fysiske, følelsesmæssige og/eller økonomiske behov?

Og hvad med dem, der ikke ved hvorfor de er i et parforhold? “Det skete ligesom bare… Og nu er vi her…” Hvad tror du der sker med dem, når livets udfordringer banker på døren?

Hvis begge parters dybeste ønske er at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at gøre den anden glad og lykkelig, hvad skal så kunne stoppe dem? Du lever for den anden, og den anden lever for dig. Det er jo en uovervindelig kærlighedskombination.

Men ligegyldigt hvor meget man elsker hinanden, så kommer der udfordringer. Jeg nævnte igår ordene behov, måde, kvalitet og tid. Hvad i alverden betyder det?

Kilder til problemer

Jo, noget der kan skabe udfordringer i et forhold er, hvis der opstår et behov. Det skal jo dækkes.

F.eks. vil familien gerne have en ny bil, det er et behov. Det er de enige om. Men hvordan skal de anskaffe sig den nye bil?

Skal de spare sammen, og købe den kontant? Skal de købe den på afbetaling? Det er måde.

Skal det være en Ferrari eller en Folkevogn? Det er kvalitet.

Skal den købes i dag, eller om et år? Det er tid.

Alle fire er muligheder for at være uenige. Derfor er alle fire en potentiel kilde til problemer i parforholdet. For hvordan skal man bære sig ad med at tilfredsstille behovet? Og hvad hvis man er uenige om, hvorvidt behovet overhovedet eksisterer?

Ja, nu har vi vist brug for nogle løsninger.

Løsninger

Igår nævnte jeg tolerance, tilpasning og opofrelse.

Tolerance betyder at du accepterer at din partner gør et eller andet, eller synes et eller andet, som du ikke er 100% enig i. Men, det er ikke livsvigtigt, så du tolerer denne forskel. F.eks. at de tit glemmer opvasken, eller ikke er så gode til at rydde op efter sig selv.

Tilpasning betyder at den ene, eller I begge, tilpasser jeres adfærd, holdninger eller behov, så I kommer til et sted, der er acceptabelt for jer begge. F.eks. vil den ene have en Ferrari, den anden vil have en Folkevogn. Okay, I mødes på midten og køber en Audi.

Konen synes manden skal vaske op 7 dage om ugen, manden synes han aldrig skal vaske op. Okay, I bliver enige om at manden vasker op 3 dage om ugen.

Det er tilpasning.

Den sidste løsningsmodel er opofrelse. Manden elsker sine forældre, konen hader sin svigermor. Manden vil gerne besøge sine forældre 1 gang om måneden. Konen hader disse besøg, men fordi hun elsker sin mand, ofrer hun sig, og kommer alligevel med.

Det er de fire potentielle kilder til konflikt: behov, måde, kvalitet og tid. De tre løsninger er tolerance, tilpasning og opofrelse.

Det du altid skal undgå

Det man for alt i verden skal undgå, er 1) at finde fejl hos den anden, 2) forventninger og 3) at kommandere.

Disse tre ting er unødvendige, og skaber intet andet end konflikt. At du står og fortæller din ægtefælle om ALLE de forfærdelige fejl de har… Hvad hjælper det? Det tjener ingen funktion, det er blot destruktivt.

Hvis der er et problem, så gør op med dig selv om løsningen er tolerance, tilpasning eller opofrelse. Hvis du beslutter dig for tolerance eller opofrelse, så gå helhjertet ind i det, velvidende at du gør det for jeres livslange lykkes skyld. Og undlad at lade det gå dig på længere.

Hvis det er tilpasning, så tag samtalen med din ægtefælle.

At forvente at den anden altid skal gøre A, B og C, uden at du siger det til dem, og hvis de ikke gør det er du evigt sur og tvær, ja, så er det igen en unødvendig kilde til negativitet. Dine forventninger hjælper intet, tværtimod, de skaber blot mental irritation indeni dig, når/hvis den anden ikke lever op til det.

Hvis der er et reelt og utilfredsstillet behov, så beslut dig om løsningen er tolerance, tilpasning eller opofrelse. Og så gør hvad der skal til.

At kommandere rundt med den anden er der ingen grund til overhovedet. I er ligeværdige parter i et team, hvis opgave er at maksimere jeres gensidige og livslange lykke. At behandle den anden som mindreværdig ved at kommandere rundt med dem, er blot nedværdigende og destruktivt.

Afrunding

Jeg håber at disse små og praktiske tips kan hjælpe; husk attitudens vigtighed, behov, måde, kvalitet og tid, samt tolerance, tilpasning og opofrelse.

Og undgå altid: at finde fejl hos den anden, forventninger, og at kommandere.

Jeg vil i morgen lave et lille resumé af hele den her uges blogindlæg, der har handlet om følelser, kærlighed og parforhold. Derudover vil jeg tilbyde de, der måtte være interesseret, mere dybdegående analyse og hjælp, til deres unikke, personlige situation.