Kommunikation og følelser i et parforhold

Alting er nemmere på papiret… Er det ik?

Tit er der en koloenorm forskel på akademisk teori og virkelighedstro praksis.

Sådan er det også når det kommer til parforhold.

Det er så nemt at skrive hvordan man igennem kommunikation kan løse alle tænkelige og endda utænkelige situationer.

F.eks. via analyse af de fire årsager til problemer: behov, måde, kvalitet og tid.

Ved at undgå de 3 dødssynder: kommandere, forvente og kritisere.

Samt at bruge de tre universalværktøjer, der løser alt: tolerance, tilpasning og opofrelse.

Hvis du ikke lige ved hvad jeg mener med ovenstående, eller måske har glemt det, så se her: http://marcusdaverne.dk/attitude-problemer-og-loesninger-i…/

Men hvorfor er det ikke altid så nemt at gøre i praksis?

Det skyldes ene og alene følelser. I et parforhold er man følelsesmæssigt investeret i hinanden, og man er også (måske uden at vide det) følelsesmæssigt afhængigt af den anden.

Det vil sige at det rent faktisk betyder noget for én, hvad den anden siger og gør.

Dette er kun naturligt, men det er desværre præcis dette faktum, der ofte forhindrer den nødvendige og ærlige kommunikation.

Lad mig forklare.

Fordi det betyder så meget for dig, hvad din partner synes om dig, så er der mange tanker og følelser du går rundt med, som du ikke tør at fortælle om. Det er pga. ren og skær bekymring over, hvordan den anden vil reagere.

Dette er faktisk et kæmpe problem, for det hindrer ærlig kommunikation.

Og tænk lige over dét; hvordan i alverden skal man nogensinde kunne løse et problem, hvis man ikke tør at bringe problemet på banen? Det er umuligt.

Et eksempel kunne være at man ikke tør sige til den anden, at man har været såret over noget, den andens mor sagde til én til sidste familiesammenkomst, hvor partneren ikke bakkede én op. For man ved at ens partner elsker sin mor, og hvis man siger det mindste, så flipper partneren fuldstændig ud, og er sur i flere dage.

Fordi man ikke orker flere dages dårlig stemning, tør man ikke at være ærlig.

Et andet eksempel kunne være, at man har været såret over noget partneren gjorde eller sagde. Men igen tør man ikke at sige det, fordi man ved det vil få partneren til at blive vred, og det orker man ikke.

Det er faktisk små ting som ovenstående eksempler, der over tid hober sig op. Jo mere man vænner sig til ikke at tale ærligt og åbent med sin partner, jo større mental og følelsesmæssig distance opstår der indeni én. Og man opdager det slet ikke.

Den bedste måde at undgå ovenstående på er:
1) bliv enige med hinanden om altid at sige sandheden
2) bliv enige om, at I hellere vil høre sandheden og blive momentært dårligt tilpas, end I vil lyve for hinanden, og på længere sigt blive permanent dårligt tilpas
3) lov hinanden at I skiftes til at have ordet i jeres vigtige samtaler – dvs. uden at afbryde, og at I aktivt vil gøre en indsats for aldrig at “straffe den anden” følelsesmæssigt for at have sagt sandheden

Hvis disse grundforudsætninger er på plads, så er vejen banet for åben, ærlig og konstruktiv kommunikation. Og via værktøjerne: behov, måde, kvalitet, tid, samt tolerance, tilpasning og opofrelse, vil I have alt der skal til, for at klare jer ud af enhver situation.